Godkendelse som folkeoplysende forening

Her kan I læse om, hvad der skal til for at blive godkendt som en folkeoplysende forening.

Hvis i som en frivillig forening gerne vil søge tilskud eller ønsker at låne kommunale lokaler til jeres aktivitet, skal i først være godkendt som en folkeoplysende forening.

I kan blive godkendt ved at sende en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget. Det gør i ved at følge selvbetjeningsløsningen på denne side.

Nedenfor kan i læse mere om folkeoplysning og Folkeoplysningsloven. I kan også få hjælp til vedtægter og den stiftende generalforsamling.

Hvis i har spørgsmål, er i altid velkomne til at rette henvendelse til medarbejderne ved Kultur og Fritid. De kan også tilsende en printvenlig guide.

For at være en folkeoplysende forening skal I leve op til kravene i Folkeoplysningsloven.

Det er vigtigt, at I sætter jer ind i loven. På den måde bygger I jeres forening på det rigtige grundlag.

Vi gennemgår her nogle af de vigtige paragraffer i korte træk. I kan også læse hele loven her. 

Formålet med loven

Formålet lyder i §1: 

"Lovens afsnit I skal med respekt for forskellige holdninger sikre offentlige tilskud m.v. til den frie folkeoplysende virksomhed, der bygger på demokrati, grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag".

Krav til foreninger

I lovens §4 lyder det, at de folkeoplysende foreninger skal:

  1. have formuleret et formål med foreningsdannelsen, som fremgår af vedtægten
  2. tilbyde folkeoplysende virksomhed efter denne lov
  3. have en bestyrelse
  4. være demokratisk opbygget
  5. bygge på aktivt medlemskab og have mindst 5 betalende medlemmer
  6. som udgangspunkt være åben for alle, som tilslutter sig foreningens formål, jf. § 14, stk. 3
  7. være hjemmehørende i tilskudskommunen
  8. have en virksomhed, der er almennyttig og kontinuerlig

Foreningsarbejdets formål

Paragraf 14 som der henvises til i punkt 6 ovenfor, beskriver det frivillige folkeoplysende foreningsarbejdes formål.

"Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtigende fællesskab at styrke folkeoplysningen. Sigtet er at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet". 


Her kan I læse om, hvad foreningens vedtægter skal indeholde. Brug det eventuelt som et opslagsværk. 

Vi stiller med henblik på Folkeoplysningsloven krav til, at vedtægten som minimum skal indeholde oplysninger om:

  1. Foreningens hjemsted
  2. Foreningens formål
  3. Betingelser for medlemskab
  4. Generalforsamling og valg af bestyrelse
  5. Regnskabs- og formueforhold - herunder valg af revisor
  6. Tegningsret for foreningen
  7. Vedtægtsændring
  8. Opløsning af foreningen

Som en hjælp gennemgår vi her kort de forskellige punkter. Nedenfor kan I læse mere om, hvad hvert enkelt punkt skal indeholde for at kunne godkendes.

1. Foreningens hjemsted

Foreningen skal være hjemmehørende i Herning Kommune. Det vil sige at størstedelen af medlemmerne skal bo i Herning Kommune.

Eksempel på en formulering kunne være: 

"Foreningens navn er XXXX. Foreningen er hjemmehørende i Herning Kommune, og er stiftet den xx/xx/xxxx." Vi anbefaler, at dette eller lignende skrives som første paragraf."

Vi anbefaler, at ovenstående eller lignende skrives som første paragraf.

Til toppen.

2. Foreningens formål

Med udgangspunkt i jeres aktiviteter og det forpligtigende fællesskab er formålet som forening at styrke folkeoplysningen. Herved forstås blandt andet at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv samt at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Foreningens formålsparagraf skal tage udgangspunkt i ovenstående. Det er ikke tilstrækkeligt at have en formålsparagraf der alene beskriver, at man i foreningen kan dyrke eksempelvis badminton, gå til spejder eller samles om en specifik fælles interesse og lignende.

I skal i formålsparagraffen tydeligt formulere foreningens mål for det forpligtigende fællesskab og aktive medlemskab. I skal beskrive, hvordan et medlem er en aktiv del af foreningen, og dermed har indflydelse på og ansvar overfor foreningens fællesskab og aktiviteter. Det er vigtigt, fordi det blandt andet er begreberne som forpligtigende fællesskab, aktivt medlemskab og demokrati der adskiller den folkeoplysende forening fra kommercielle tilbud, hvor der ikke ydes offentligt tilskud eller stilles lokaler til rådighed.

Eksempler på formuleringer:

"Det er HK-foreningens formål at tilbyde medlemmerne mulighed for at dyrke XX samt med udgangspunkt i XX at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og det lokale samfund".

"Det er HK-foreningens formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke XX og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til XX".

"Foreningens formål er, gennem sociale arrangementer og aktiviteter i øvrigt, at samle medlemmer med en fælles interesse for XX, og derved fremme interessen for XX. Derudover ved afholdelse af kurser og konkurrencer at højne medlemmernes teoretiske og praktiske færdigheder".

Eksemplerne er vejledende. Vi opfordrer til, at I diskuterer og formulerer et formål, der passer til netop jeres forening.

Til toppen.

3. Betingelser for medlemskab

Det skal som hovedregel være muligt for alle personer, der kan tilslutte sig foreningens formål, at blive medlem af foreningen. Det vil sige, at der ikke må diskrimineres på baggrund af etnicitet, religion, politisk tilhørsforhold eller lignende. Foreninger som er betinget af køn eller alder vil dog godt kunne blive betragtet som at opfylde åbenhedskriteriet.

Foreningens primære medlemsform skal være aktive og ikke passive medlemmer. Beskriv gerne i jeres vedtægter, hvordan man melder sig ind og ud af foreningen. Er det eksempelvis ved at rette henvendelse til kasserer, og er der specifikke ting omkring det som I ønsker opfyldt.

Der kan være tilfælde hvor en persons opførsel strider mod foreningens arbejde eller hvor medlemmet på grov hvis har tilsidesat sine medlemspligter. Her anbefaler vi, at vedtægterne indeholder en information omkring hvordan foreningen og det berørte medlem skal forholde sig. Det er vigtigt, at der skelnes mellem udelukkelse og eksklusion. Det er bestyrelsen der beslutter, hvilket valg der træffes. Medlemmet har krav på at få sin sag hørt af bestyrelsen inden afgørelsen træffes. Hvis det drejer sig om en eksklusion, har medlemmet også krav på at få sin sag hørt på den førstkommende generalforsamling. Generalforsamling kan træffe afgørelse med 2/3 stemmeflerhed. 

Til toppen.

4. Generalforsamling og valg af bestyrelse

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling skal afholdes én gang årligt. Det anbefales, at I fastsætter perioden for afholdelse i jeres vedtægter. Da jeres regnskab følger kalenderåret jf. punkt 5, skal I have afholdt generalforsamling inden udgangen af marts. 

Alle medlemmer har adgang til generalforsamlingen. Indkaldelsen til generalforsamlingen skal ske med rimeligt varsel via information til medlemmerne og med offentligt opslag - eksempelvis på biblioteket, i den lokale avis eller lignende. Vi anbefaler, at varslet lyder på fire uger.

I henhold til Folkeoplysningsloven skal foreningen være demokratisk opbygget. Der skal derfor på den årlige generalforsamling være valg, hvor foreningens aktive medlemmer har indflydelse på valg af foreningens bestyrelse. Formand og kasserer skal være myndige, og vi anbefaler at bestyrelsen består af et ulige antal.

Børn og unge skal jf. Folkeoplysningslovens §4, stk. 3, pkt. 4 have stemmeret. Børnemedlemmer kan dog være repræsenteret ved deres forældre i foreningens demokratiske struktur. Det er vigtigt, at det er angivet i jeres vedtægter, hvordan børn og unge sikres indflydelse på foreningen.

Det er vigtigt, at det af jeres vedtægter fremgår, hvad dagsordenen for den enkelte generalforsamling skal indeholde, samt hvordan man fremsætter forslag til behandling.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent og referent
  • Bestyrelsens beretning for året der er gået
  • Godkendelse af det reviderede regnskab
  • Budget for det kommende år til godkendelse
  • Fastsættelse af kontingentet
  • Behandling af indkomne forslag
  • Valg til bestyrelsen (medlemmer og suppleanter)
  • Valg af revisor og en revisorsuppleant
  • Eventuelt

Forslag der ønskes behandlet på den enkelte generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde med rimeligt varsel. Vi anbefaler, at det ønskede emne fremsendes senest 14 dage før generalforsamlingen afholdes. Indkomne forslag sendes ud sammen med dagsordenen.

Husk at en rettidigt indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte.

Ud over den ordinære generalforsamling kan der opstå situationer, hvor der kan være behov for en ekstraordinær generalforsamling. Vi anbefaler, at I laver en separat paragraf for dette. En ekstraordinær generalforsamling kan altid indkaldes af bestyrelsen, men skal også indkaldes, hvis medlemmerne ønsker det. Vi anbefaler, at den indkaldes når mindst 1/5 af de aktive medlemmer fremsætter skriftligt ønske om det til bestyrelsen. Vi anbefaler også, at den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 4 uger efter, at begæringen er modtaget af bestyrelsen.  

5. Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor

Foreningens regnskabsår skal fremgå af vedtægten. Herning Kommune har truffet beslutning om, at regnskabsåret skal følge kalenderåret.

Valg af revisor og revisorsuppleant skal fremgå af vedtægten. Foreningen vælger revisor og revisorsuppleant på generalforsamlingen.

6. Tegningsret for foreningen

Det skal fremgå af vedtægten, hvem der tegner foreningen i økonomiske anliggender.

Ved tegningsret forstås, hvem der har ret til at skrive under på foreningens vegne eksempelvis ved oprettelse af NemKonto eller ved indgåelse af købs- eller låneaftaler. Det anbefales, at foreningen i forhold til Herning Kommune tegnes af formand og kasserer. Det kan være en god ide at tage stilling til, hvorvidt lån af en bestemt størrelse skal godkendes af generalforsamlingen.

Foreninger hæfter kun for sine forpligtigelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse. Som forening skal man dog være opmærksom på, at forholdet vedrørende foreningens forpligtelser sættes ud af kraft, hvis bestyrelsen eller andre der tegner foreningen personligt kautionerer for kassekredit eller lån i bank eller andet pengeinstitut.

Til toppen.


7. Vedtægtsændring

Det er kun generalforsamlingen, der kan ændre på foreningens vedtægter. Det er muligt for medlemmer at fremsende ønske om vedtægtsændring til bestyrelsen på samme vilkår som andre forslag jf. punkt 4.

En vedtægtsændring kræver at 2/3 af medlemmerne stemmer for forslaget på generalforsamlingen.

8. Opløsning af forening

Hvis en forening ønsker at opløse sig selv, så skal det ske på en særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Vi anbefaler jf. gældende praksis, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skal være tilstede. Mindst 3/4 af disse medlemmer skal stemme for opløsningen.

Hvis man opnår et flertal som ovenstående på en ordinær generalforsamling, som ikke er beslutningsdygtig, indkaldes der til en ny generalforsamling. Her kan opløsningen besluttes med 3/4 stemmeflerhed uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Ved en folkeoplysende forenings opløsning skal et eventuelt overskud, der er opstået ved foreningens virksomhed, tilfalde et almennyttigt formål eller alment velgørende formål i Herning Kommune. Det kan eksempelvis være en forening med lignende formål, en organisation eller lignende. Dette skal også stå i vedtægterne. Den opløsende generalforsamling kan træffe beslutning om præcis hvilket formål en eventuel formue skal gå til - og det specifikke formål skal altså ikke stå i vedtægterne.

Til toppen.


Når vedtægterne er på plads, er I klar til at holde den stiftende generalforsamling.

På den stiftende generalforsamling skal I omkring disse punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af referent.
  3. Forslag til vedtægter til godkendelse.
  4. Fastsættelse af kontingent og forslag til budget.
  5. Forslag til fremtidigt arbejde og aktiviteter.
  6. Valg af bestyrelse.
  7. Valg af revisor.
  8. Eventuelt.

Referatet kan ses som foreningens fødselsattest, og I kan få brug for den i mange sammenhænge. Den er eksempelvis bevis på, at foreningen eksisterer.

Husk derfor at blive enige om, hvem der gemmer referatet sikkert, så det altid kan findes frem igen.


Dekorativt foto

Kontaktinfo

Michelle Marie Østergaard Johnsen
Kulturkonsulent
Mobil: 22808224
Send e-mail til bekmj@herning.dk

Aase Andersen
Overassistent
Tlf.: 96288639
Send e-mail til bekaa@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.