Pop-up gåruter

I corona-tiden har rigtig mange opdaget glæden ved at gå ture. Det kan dog godt blive ensformigt at gå den samme rute igen og igen. Derfor kan du her læse om nogle helt nye pop-up gåruter, der kan inspirere til at komme ud i naturen og rundt i kommune.

28. maj - 2. juni Sdr. Felding

I denne uge er ruterne lavet i samarbejde med Dagmar Bio i Sdr. Felding. De to ruter starter ved Brugsens have, Bredgade 25, 7280 Sdr. Felding.

4 km

 Ruten er ca. 4 km og starter og slutter ved Brugsens Have. Den går rundt i Sdr. Felding by, langs skønne Skjern Å, forbi kirke og børnehave, inden man rammer Præsteskoven med skovlegepladsen ved Halmhuset. Her er der borde/bænke, shelters, toilet og plads til leg. Turen går videre igennem den vildtvoksende Præsteskov til land-art stykket "De 4 Hjertekamre" der ligger med smuk udsigt over Skjern Å og Åparken. Her går fårene frit, så pas på hvor du træder.

Stien går videre langs boligkvarter og marker. Er du heldig, så har en Nederbygårds smukke heste fået et føl, som løber på marken. Ruten krydser igen Skjern Å og bugter sig ned over et grønt område. Resten af turen går du på fortov tilbage gennem byen, hvor du slutter af med igen at krydse livlige Skjern Å. Turen slutter ved Brugsens Have, hvor der er borde/bænke og en fin legeplads.

Ruten kan kappes en smule af, så den er barnevognsvenlig.

Turen er markeret med blandede blå og gule flag.

Se kort her

 

9 km

Ruten er ca. 9 km og går på trampestier, grus- og markveje. Vi starter og slutter ved Brugsens Have i Sdr. Felding. Turen starter med at gå ned forbi byens lægehus og videre til stråtækte Nederbygård, hvor man drejer til venstre ad den asfalterede sti. Når man har krydset Skjern Å går turen ned ad en lille skrænt og herfra følger man åen et godt stykke vej på en trampesti. På våde dage, kan stykket være lidt fedtet, men her er smukt! Når man går her, forstår man, hvorfor lystfiskerne ynder at gå og fiske langs åen.

Trampestien ender i den yderste del af Sdr. Felding, hvor man krydser vejen og går ind i Elkjær Plantage. I skovens dybe stille ro kan du nyde duften af skovbund, grantræer og måske er du heldig at se et dyr derinde. Vi fortsætter langs et læhegn op mod en af de nu nedlagte minkfarme og videre ud på landet. Her går vi langs mark og lyngområde i retning af Svanholm Sø. På Blåbjergvej kommer man forbi det særlige øko-halmhus, som blev bygget af Steen Møller.

I dag bor familien Skovkonge i huset, og hvis du er heldig kan du fra vejen se familiens løbeænder og høns boltre sig i det skovlignende område omkring huset. Ved vejen ind mod Svanholm Sø stikker ruten ind gennem skoven på en trampesti, som ender ved en hyggelig skovlegeplads. Ved søen er der bålplads, shelters, legeplads og toiletter. I løbet af foråret har et svanepar vogtet over det, som vi tror er æg. De har haft rede på en lille ø ude midt i søen. Måske ser du dem. Ved søen kan du udbygge turen med de ca. 2 km trampesti, der er rundt om søen. Turen går herefter væk fra søen ind gennem skoven. Hold øje med området til højre. Her går rideskolens heste nemlig i folden. Efter at have gået langs vejen et lille stykke (pas på her!) krydser vi ind på Vesterbjergevej og tilbage til Elkjær Plantage. Tilbage i byen går turen ned gennem et boligkvarter og tilbage til Brugsens Have, hvor der er borde/bænke og en fin legeplads.   

Ruten kan forlænges med knap 2 km, hvis man går på den afmærkede sti rundt om Svanholm Sø.

Ruten er markeret med røde Bevæg dig for livet flag.

Se kort her

Kontaktperson: Anna-Mette Fjord - mobil: 40717200