Pop-up gåruter

I corona-tiden har rigtig mange opdaget glæden ved at gå ture. Det kan dog godt blive ensformigt at gå den samme rute igen og igen. Derfor kan du her læse om nogle helt nye pop-up gåruter, der kan inspirere til at komme ud i naturen og rundt i kommune.

7. maj - 13. maj - Lind

Ruterne er lavet i samarbejde med KLG Seniormotion og vil være markeret fra fredag den 7. maj kl. 9 til torsdag den 13. maj kl. 18.

Husk praktisk fodtøj, da ruterne er på stier i natur og skov. Hvis der medbringes hunde, SKAL de holdes i snor.

Begge ruter starter og slutter på Tavlundvej 5, 7400 Herning syd for Lind. Der er en midlertidig parkeringsmulighed ved startstedet.

Rute på 3,9 km i grønt område og Rind plantage 

Start på Tavlundvej og vi går i grønt bælte mod nord langs Lind Hovedgade. Derefter til højre i grønt bælte langs villakvarter og igen til højre passeres den nye klimasø ned mod rideskolen. Retur på Tavlundvej drejes til højre og kort efter til venstre ind i Rind plantage. Her fortsætter turen rundt på skovstier og slutter ved startstedet på Tavlundvej.

Rute på 6,9 km i Rind plantage 

Start på Tavlundvej og vi går mod syd langs Skærbækvej, der krydses efter ca. 500 m. Ruten fortsætter på skovstier ned til Rind Plantagevej, der følges op til Rind kirke. Her drejes mod syd ned ad kirkestien. Kort før Fjederholt å følges sti til venstre langs åen. Ved åbent areal drejes til venstre op mod Rind Plantagevej og over til nye huse, hvor der følges en grussti langs åen. Herefter retur til Rind Plantagevej ved lille klimasø. Der forsættes mod øst, hvor Skærbækvej krydses. Efter ca. 100 meter drejes til venstre ind i skoven og fortsætter på stier om til Skærbæk sø og Højskolen Skærgården. Vi går langs søen på nordsiden og fortsætter mod nord ad skovstier og slutter ved startstedet på Tavlundvej.

Kontaktperson: Frank Svendsen på tlf. 2845 5418.

God tur!