Pop-up gåruter

I corona-tiden har rigtig mange opdaget glæden ved at gå ture. Det kan dog godt blive ensformigt at gå den samme rute igen og igen. Derfor kan du her læse om nogle helt nye pop-up gåruter, der kan inspirere til at komme ud i naturen og rundt i kommune.

16. april - 22. april - Aulum

I denne uge skal vi til Aulum og nyde forårets komme. Ruterne er lavet i samarbejde med AG Motion.

Du kan vælge imellem to ruter på henholdsvis 3,8 km og 7,3 km. Begge ruter starter ved Aulum Fritidscenter, Markedspladsen 10, 7490 Aulum.

TVED RUNDT RUTEN - 3,8 KM

Fra startstedet i gårdhaven ved Aulum Fritidscenter drejer man til venstre ad stien bag om kirkegården mod nord, drejer til højre ved asfaltvejen til Tvedvej og følger denne indtil grusvejen til højre til nr. 4, 6 og 8. Drej derefter til højre mod nr. 4 og ved ejendommen følger du stien til højre omkring bygningerne, og herefter stien til Grønbækparken. Fortsæt nu med stien langs læhegnet til fodboldbanerne og til højre over bækken og videre til Aulum Fritidscenter.

Turen er barnevogns- og handicapvenlig, dog kommer man på grusvej.

Ruten er afmærket med pink flag og rød/hvide minestrimler.

 

SKJERK PLANTAGE RUTEN - 7,3 KM

Denne tur er for dem, der gerne vil ud i skoven og nyde forårets komme her.

Fra startstedet i gårdhaven ved Aulum Fritidscenter drejer du til venstre ad stien bag om kirkegården mod nord, derefter drejer du til højre ved asfaltvejen til Tvedvej og holder til venstre ad Kulvej - forbi rensningsanlægget. Herefter følger du stien forbi solcelleanlægget til Skjerkvej og videre til venstre ad Skjerkvej til Feldborgvej (OBS: PAS PÅ TRAFIKKEN).

Turen går videre til højre ad Feldborgvej ca. 40 meter og krydser over til markvejen og følger denne til skoven. I skoven møder du en oversigtstavle. Her holder du til højre og følger herefter de røde afmærkede pæle, indtil du igen er tilbage ved oversigtstavlen. Drej til højre og følg den samme rute indtil du kommer til Feldborgvej. Ved Feldborgvej følger du trampestien langs højre side af vejen ind til Aulum. Ved Lergravvej går du lige over og hen over græsset og drejer til venstre ad stien og igen til venstre gennem tunnellen. Følg nu stien bag om kirken til du er fremme ved Aulum Fritidscenter igen.

Ruten er afmærket med pink flag og rød/hvide minestrimler.

Kontaktperson AG Motion: Jens Peder Kristiansen - mobil 2970 2624.

God fornøjelse!