Pop-up gåruter

I corona-tiden har rigtig mange opdaget glæden ved at gå ture. Det kan dog godt blive ensformigt at gå den samme rute igen og igen. Derfor kan du her læse om nogle helt nye pop-up gåruter, der kan inspirere til at komme ud i naturen og rundt i kommune.

19. marts - 25. marts - Præstbjerg Plantage

Gåruter på Præstbjerg Hede

Fra fredag den 19. marts til torsdag den 25. marts kan du nyde en gåtur i Præstbjerg plantage, hvor Vinding Ungdoms- og Idrætsforening i denne uge er pop-up værter.

Kør til parkeringspladsen ved Præstbjerg Naturcenter. Adresse Klejnstrupvej 2, 7550 Sørvad. Her er der gode parkeringsmuligheder.

Naturen omkring Præstbjerg Naturcenter er storslået. Her er bakkede hedeområder, egekrat, smukke udsigtspunkter, små skove og smukke søer. Den nærliggende Præstbjerg Plantage ligger lige vest for hovedvej 11 og er også et besøg værd. Tæt ved centret er der en legeplads, overdækkede madpakkehuse, bålsteder med grill, borde, bænke samt toiletter, der frit kan benyttes. Rundt på ruten er der bænke og borde, så tag ud og nyd naturen og nyd jeres formiddagskaffe, frokost eller eftermiddagskaffe på ruten.

Rundt om Præstbjerg Sø 2,5 km.
Ruten er en handicapvenlig rute der kan gennemføres i kørestol. Du kommer rundt om det meget naturskønne område rundt om Præstbjerg Sø. Start ved Præstbjerg Naturcenter, og følg de gule flag der er sat op. De sidder hele vejen rundt i højre side af stien.

Rundt om Præstbjerg Hede 4,2 km.
Du kommer rundt om det meget naturskønne Præstbjerg Hede. Herudover passerer du Præstbjerg Sø. Start ved Præstbjerg Naturcenter, og følg de blå flag der er sat op. De sidder hele vejen rundt i højre side af stien.

Samlet kort over Præstbjerg Hede. Kombination af ruter efter eget valg.
Der er mange afmærkede stier i området. Det er muligt at kombinere dem, så man kan gå en lang tur rundt i det naturskønne område. Alle ruter er afmærkede med farvede pile.